Bornholm Kommune er ved at skaffe sig et samlet overblik over behovet for renovering af kommunens bygningsmasse – i forhold til energi, lovmæssige krav, bygningernes brug, skimmelsvamp og meget mere.
Bornholm Kommune har indgået en samarbejdsaftale med blandt andet Orbicon | Leif Hansen om at gennemgå deres bygninger, så der kan komme system i den samlede drift og vedligehold, nu når det overordnede ansvar rykker tilbage fra den enkelte institution til kommunen.
Efter kommunesammenlægningen i 2003 fik hver institution deres eget budget til at drive egen bygning for. Det har mange steder vist sig at være uhensigtsmæssigt, fordi dem der skulle administrere budgetterne ikke havde kendskab til drift og vedligehold af bygninger. Nu skal en del af det overordnede ansvar, og budget, tilbage til centralorganisationen. Men det kræver en registrering af bygningernes tilstand, deres energiforbrug, deres indretning osv., for at kunne iværksætte en effektiv og prioriteret indsats. Derudover er det vigtigt at have et ordentligt grundlag for indsatsen, så bygningsejerne kan forstå rimeligheden i den prioritering, der er valgt.
Dialog som grundlag
Det er vigtigt, at begge parter går ind i samarbejdet med åbent sind. Det lyder umiddelbart let, men blot åbent at kunne dele informationer, kan vise sig at være en udfordring. Man skal frit kunne dele oplysninger mellem kommune og rådgiver. Det kræver en høj grad af tillid, men det er nødvendigt, da for mange forhindringer gør arbejdet dyrt og ineffektivt, og dermed mister man fordelene ved partnerskabstanken. Det er vigtigt at have et involverende samarbejde, der drager den fulde nytte af de informationer og den viden, som kommunen allerede ligger inde med.
I sagen med bygningsgennemgang på Bornholm har Orbicon | Leif Hansen fået adgang til kommunens system for bygningsregistrering og har entreret med lokale firmaer, så meget af den viden, der bliver genereret i løbet af projektet, vil være til stede lokalt – også når projektet er afsluttet.
Derudover sørger Orbicon | Leif Hansen for at opsamle den viden, som brugerne af bygningerne ligger inde med, da den er yderst værdifuld.
Mere samarbejde mellem det offentlige og private
Det er stadig i sin spæde start, men det bliver mere og mere almindeligt med nye samarbejdsformer mellem det offentlige og private. Partnerskaber og faste samarbejdsformer ses oftere, fordi kommunerne også skal køre mest effektivt. Det er ikke en ren udliciteringstankegang der ligger bag, men det handler om objektivt at se på, hvordan kommunen får mest ud af sine ressourcer.
Det kan ikke betale sig at have folk ansat, der kun er reelt arbejde til spidsbelastningssituationer, og det kan heller ikke betale sig at have folk med en snæver specialistviden ansat, som der ikke er brug for i det daglige arbejde.
Samarbejdsformen er derfor helt afhængig af situationen og opgaverne, der skal løses. Vi tror ikke på standardaftaler i Orbicon | Leif Hansen, men skræddersyer en løsning til det enkelte projekt i samarbejde med kommunen.